Anne’s Historie

– velkommen til den lange version.

Der er mange måder at præsentere sig selv på. Jeg kunne f.eks præsentere mig som tidligere salgschef, indkøber og leder indenfor detailbranchen. Jeg kunne også præsentere mig selv som inspirator, skribent, coach og foredragsholder. Eller jeg kunne basere min præsentation på den livserfaring jeg har bygget store dele af min forretning op på. Men hvorfor ikke bare tage lidt af det hele:

Hende der ser godt ud på papir

Frem til 2004 var jeg salgschef i en international virksomhed indenfor detailbrancen. Jeg tjente rigtig mange penge, arbejdede ofte 70 timer om ugen, og følte mig tjekket, var fyldt med selvtillid. Jeg var sikker på at jeg skulle vokse og udvikle mig i denne virksomhed, jeg købte lejlighed i Gentofte, købte nyt tøj hver uge og datede lækre fyre når jeg ikke gav champagne i Københavns natteliv. Fuld fart frem.

Breakdown

Da virksomheden skiftede direktør, havde jeg høje forventninger til min nye chef. Der manglede struktur i virksomheden og jeg havde en masse forslag til hvordan vi kunne optimere og organisere. Jeg var meget spændt på at møde direktøren og fremlægge mine forslag. Men sådan skulle det ikke gå.

To møder a en times varighed. Så lang tid tog det den nye direktør at beslutte sig for at jeg skulle ud. Nu. Jeg fik et brev med anbefalet post og dagen efter startede den mand der skulle overtage min stilling. Verden stod stille. Al min identitet var bygget op på dette arbejde, jeg havde brugt hver eneste time de sidste mange år på at bygge virksomheden op fra bunden i samarbejde med min chef og mine ansatte, og fra den ene dag til den anden var det forbi.

Se dig for

I mange uger var jeg i chok. Min krop fik et decideret meltdown, og jeg mistede pludselig evnen til at gå over vejen. Jeg kunne ikke rumme at se til højre og til venstre, så jeg måtte vende om og gå grædende hjem. Hvad i alverden var det der foregik? Jeg var vant til at have utallige kundemøder, jeg havde ansvaret for knap 60 ansatte, jeg fløj ind og ud af Tyskland, og nu kunne jeg ikke krydse noget så banalt som en vej? Jeg murede mig inde under min dyne, og der skulle gå 7 måneder før jeg fik hjælp.

Et skridt ad gangen (Kaizen)

Efter 7 måneder i min egen osteklokke og ude af stand til at lave aftaler med nogen uden at gå ned med stress, lykkes det mig at komme til en dygtig psykolog. Ved at sætte den ene fod foran den anden kom jeg langsomt ud af sengen og ud i virkeligheden igen. Det var svært at gå ned og handle ind, svært at være i selskab med flere mennesker ad gangen, svært at overholde min aftaler og have forpligtelser. Min krop og min sjæl var skrøbelig som aldrig før.

De mørke hemmeligheder

Samtalerne hos min psykolog kom til at ændre mit liv så drastisk at jeg den dag idag stadig ikke helt kan forstå hvilket liv jeg har levet engang. Og de ting der kom efter fra dybet efter de første samtaler var alt andet end jeg havde regnet med.

Jeg har altid kendt til min egen historie og har ingen sorte huller i min hukommelse. Men jeg har også bildt mig selv ind at min livshistorie ingen betydning havde for min nutid og min fremtid. I was so wrong. Så da min psykolog gentog sit spørgsmål: “er du sikker på det er det eneste overgreb du har været igennem?” og jeg svarede “ja”, hvorefter jeg fortalte om nogle oplevelser jeg havde haft i mit liv, og min psykolog svarede “det er også et overgreb” og “det er også et overgreb” og “det er også et overgreb” og sagde “Anne, når du fortæller om de her ting, så lyder det som om du taler om en anden end dig selv”. Jeg for sammen. Tror hun ikke på mig? Min psykolog fangede min tanke og sagde: Det betyder ikke at jeg ikke tror på dig, for det gør jeg, det betyder bare at alle de følelser der er forbundet med alle de hændelser er gemt langt væk i mørket, og jeg tror tiden er inde til at få dem frem i lyset så de ikke længere styrer dit liv, dine beslutninger og dine valg for fremtiden.

Kombinationen af min fyring, mit meltdown og min psykolog blev den største gave jeg nogensinde har fået i mit liv!

Hårdt arbejde

I 5 år har jeg i samarbejde med min psykolog arbejdet intensivt med mig selv, mine egne selvbilleder, min frygt, mine overbevisninger og mine verdensbilleder. Det har været benhårdt arbejde, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har kigget min værste frygt i øjnene og er gået igennem den for at genfinde tilliden til livet og til de mennesker jeg er omgivet af.

Jeg var, på celleplan, overbevist om at jeg ikke havde ret til livet på jorden. Og uanset hvor hårdt jeg kæmpede, så ville jeg aldrig have ret til at være her, jeg ville aldrig blive lige så værdifuld som alle andre mennesker. For mig var det lige så sandt som det faktum at jorden er rund. I en meget tidlig alder lærte jeg at lukke ned for mine følelser og mine egne behov, og begyndte at leve i alle andres. Der var ikke plads til mig og jeg besluttede mig for at der måtte være noget helt galt med mig, ellers gav det ingen mening at det gjorde så ondt at være i live. Så da jeg var udsat for mit første overgreb som 6 årig havde jeg ingen steder at gå hen. Heller ikke da det skete igen da jeg var 15. Eller 19. Eller anden gang jeg var 19. Eller tredie gang jeg var 19. Og da jeg begravede mine følelser i hashtåger fandt jeg hurtigt sammen med ligesindede der også flygtede fra sig selv og al smerten. Jeg kunne sidde bag lukkede døre og tømme overfyldte askebægere med jointskodder for at få til et lille fix. Klamt? Nej, ikke når man sidder i det.

Identifikation tak

Jeg var den identitetsløse pige. Jeg var bundhamrende usikker hver eneste gang jeg snakkede med nogen. God til at lytte, god veninde, god søster, god datter, god medarbejder, men indeni var jeg en hul statue der brugte al energi på ikke at blive opdaget. Tænk hvis de opdager at jeg snyder? At jeg ingenting kan? At jeg ingenting duer til? Jeg begyndte at opfatte mig selv som den menneskelige kopimaskine. Jeg kopierede alt og alle. Skrev vendinger ned som folk sagde, så jeg kunne genbruge dem og være sej, bare én gang

U-turn

Efter 5 års hårdt arbejde, kamp, selvmordtanker undervejs, mange gange, håb, håbløshed, vrede, dyb sorg, lysglimt, ensomhed og sejre, lykkes det mig endelig at se mig selv i øjnene og føle kærlighed. Og stolthed og glæde. Dyb kærlighed.

Og mit liv har ændret sig over al forventning. Jeg begyndte på arbejdsmarkedet igen og startede som assisterende butikschef og afdelingsansvarlig hos IC Companys. Men jeg kunne mærke det ikke var det rigtige, selvom jeg elskede mine kollegaer, firmaet og arbejdsmiljøet derude. Jeg følte mig tom indeni, og jeg vidste jeg skulle noget andet, så jeg sagde min stilling op og startede som handicaphjælper.

Nat og dag

I to år arbejdede jeg som handicaphjælper, både om dagen og om natten. Jeg havde vågne nattevagter, og begyndte at lege med tanken om at skrive. Jeg havde en blog hvor jeg underholdt mine læsere, som var vilde med at jeg havde så meget tid til at skrive om natten. Jeg luftede tanken om at skrive en bog for mine nærmeste, men jeg kunne ikke identificere mig med at være sådan en der udgav bøger. Det passede stadig ikke med det billede jeg havde af mig selv. Så jeg skrev bare for mig. I mellemtiden var jeg flyttet sammen med min kæreste, og jeg var sikker på at det skulle være ham og mig. Han var min største støtte, jeg havde aldrig haft en kæreste der havde behandlet mig så godt som han havde og han var der ubetinget altid for mig. Han var mit et og alt, og jeg vidste, at hvis han smuttede, så ville jeg ikke have noget at leve for.

Så det gjorde han naturligvis

Efter 4 år gik vi fra hinanden. Vores tid sammen var forbi, og det jeg troede ville blive enden på det hele, blev starten på et liv jeg aldrig havde troet skulle blive muligt for mig, eller nogen jeg kendte. Jeg rejste til Island, til New York og gik i tænkeboks over hvad jeg egentlig ville med mit liv. Absolut ingen penge havde jeg nok af, og jeg overvejede om jeg måske skulle have mig sådan en slags uddannelse som alle snakker om man skal kunne falde tilbage på.

(Stærkt gået hvis du stadig læser med!!)

Hvad er det du vil Anne Deppe?

Jeg havde overvejet at søge ind til politiet. Og så ville jeg være coach ved siden af. Da jeg havde afsluttet bassinprøven og var begyndt at træne min fysik op til at bestå optagelsesprøverne hos Københavns politi, kunne jeg mærke at det slet ikke var det jeg ville. Så jeg ville være lærer. Men kan man det uden studentereksamen? Og så ville jeg være coach ved siden af.

Pludselig faldt tiøren. Jeg vil sgu da være coach! Kun coach! Ikke alt det andet. Så jeg tog til intro-aften hos et af coachhusene, og 3 timer senere vidste jeg præcis hvad jeg ville med mit liv. Det eneste problem var at uddannelsen kostede knap 50.000 kroner, og jeg sad i en alt for dyr lejlighed og havde knap nok penge til mad.

Når Anne skaber røre i andedammen

Da jeg var til introaften for at høre om coachuddannelsen var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg skal bare være coach. Men jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle skaffe pengene. Underviserne på uddannelsen fortalte om at coaching handlede om at finde sin største frygt, og så gå ud og gøre lige præcis dét man er allermest bange for.

Som master i at klare mig selv, være introvert og holde alle mennesker på afstand vidste jeg godt hvad min værste frygt var. Det var at bede om hjælp. Så det måtte jeg hjem og gøre.

Jeg skrev en mail til alle jeg kendte, lagde den ud på bloggen, på Facebook, hvor jeg bad alle om økonomisk støtte til min uddannelse. Jeg var simpelthen så bange! Bange for at blive dømt, bange for at blive afvist, at blive udelukket og at blive svinet til. Og jeg blev alle de ting. Uden undtagelse. Men det var ikke det eneste der skete, for der skete også det at jeg på 7 dage skaffede 47.900 til min uddannelse, hjalp 4 fremmede mennesker igang med en lignende indsamling, så DERES drømme kunne gå i opfyldelse og blev inspirator fra rigtig mange mennesker der går med uudlevede drømme i maven.

Endvidere er hele den process samlet i en bog, som udkommer til Maj 2011. Så nu bliver jeg også forfatter.

The rest is history

Der er sket så ufattelig meget de sidste par år. Alle mine drømme er gået i opfyldelse, og dem der ikke er, er godt på vej, så nu skal jeg finde nye drømme og nye højder. Og jeg skal huske at sigte langt højere end jeg har gjort tidligere.

Fra at være sceneskræk og bange for at være i centrum er jeg blevet foredragsholder og kursusleder.

Fra at være overbevist om at intet af det jeg laver skaber nogen som helst former for værdi for andre, ved jeg nu på alle planer at jeg har noget værdifuldt og unikt at bidrage med, og at jeg ikke tjener nogen ved at sidde med alle mine kvaliteter, min viden og mine talenter hjemme i min egen skuffe og vente på at jeg bliver opdaget.

Fra at være alene, misforstået og bange for livet, har jeg idag det mest fantastiske og kærlige netværk og har tillid til at livet vil mig det godt.

Stadig en frontkæmper?

Nej! Jeg kæmper ikke længere. Ja, jeg har stadig meget mørke dage og kan stadig vågne op og se gennem voldtægtsofferets, det misbrugte barn og misbrugerens øjne. Når de dage kommer ved jeg at jeg ikke kun rejser mig for mig selv. Jeg rejser mig for alle dem der følger mig, for mine søskende, for mine forældre, mine venner og veninder, mine læsere og mine kunder.

Jeg tror ikke på at livet kun skal leves badet i lys. For uden mørket ville vi slet ikke være i stand til at se lyset, og efter at have levet et liv fyldt med traumer, selvskade, overgreb og flugt fra mig selv og virkeligheden, ved jeg hvor meget guld der er i at have levet netop sådan et liv. En smule provokerende vil jeg endda påstå at min barndom og mine traumer har været en gave, for jeg har en indsigt i livet som ingen kan læse sig til, og gennem mine coachuddannelser har jeg lært at meste min livserfaring og hjælpe andre der gerne vil ud i alle hjørner af livet, andre der har kæmpet, andre der ikke vil nøjes med et liv der blot er “fint nok” eller “okay”. Jeg har specialiseret mig i at arbejde med mennesker med ar på sjælen, men som ikke har brug for en terapeut, eller flere der taler ind i deres offerrolle.

Jeg har ikke fløjlshandsker på når jeg arbejder med mennesker. Jeg er rustet med empati, power og troen på at du kan nå stjerne fordi du har den historie du har. Ikke på trods af at du har den historie du har.

Velkommen til mit univers, hvor det at være særlig, anderledes, en freak, “forkert” og ikke god nok, er din billet til at opnå præcis det du drømmer om.