Jeg har lært en meget meget vigtig lektie i dag, som jeg gerne vil dele med jer. Den handler om at dukke sig og den handler om ydmyghed. Jeg tror faktisk jeg har lavet en fejl til eksamen i dag, for jeg har skrevet noget om ydmyghed som jeg, her 2 timer senere, fik en helt anden opfattelse af hvad betød.

Det er gået op for mig at jeg dukker mig. Ikke fordi der kommer bier, fly eller tomater efter mig. Jeg går bare ikke og inspirerer folk til at rejse sig, skyde brystet frem og sige ”JEG ER FANDME SEJ” – for vi lært i vores samfund at den slags gør vi ikke. Jeg dukker mig. Vi skal være ydmyge og sige ”jeg er ikke særlig god til det her”, når vi i virkeligheden er pisseseje. Gå og dukke os. Vi har lært at sige ”nåmmen det er ik´ noget særligt”, når det er noget der har taget os vildt lang tid at lave, og vi har lagt mange kræfter i. Eller vi og vi, jeg kan jo kun tale for mig selv, men det har jeg i hvert fald lært.

Men lige præcis i dag har jeg lært noget andet: Hvis jeg står ved at jeg tror jeg er noget, så giver jeg plads til, eller inspirerer til, at andre kan gøre det samme. Hvis jeg går og dukker mig, så skal alle dem der eventuelt ser op til mig, mit mod, mine ideer og mine sejre, de skal også dukke sig, for jeg er med til at holde billedet i live der hedder “jantelov” og “du skal ikke tro du er noget”. Det må jeg heldigvis selv om. Dybt inde i mit stille indre har jeg altid haft en lillebitte tro på at jeg er noget, men det må man ikke sige højt. Bullshit! I dag har jeg åbnet munden og sagt det højt. I dag var jeg for meget, i dag var jeg ikke for lidt, for det har jeg bruge simpelthen så mange år på at være. At være for lidt, at være ydmyg. Jeg har løjet og sagt at jeg ikke var noget særligt.

Jeg synes faktisk at vi hver især har et ansvar for at skabe balance mellem det vi siger og det vi gør, vi har et ansvar for at stå ved at vi godt kan. For mig skaber det tillid, tryghed og respekt, når jeg møder et menneske der tør stå ved sig selv, fordi jeg bedre kan forholde mig til når folk er ægte, end når folk lyver og er ”ydmyge”. Falsk ydmyghed er ikke noget at være stolt af. Jeg vil tillade mig selv at være den jeg er, sætte mig selv fri, og samtidig sætte andre fri, eller i hvert fald inspirere folk til at gøre det samme. Jeg vil ikke inspirere folk til at dukke sig. Ret dig op og stå ved dig selv – for du kan ikke stå for at gøre en forskel for andre, hvis du hele tiden skal dukke dig.

Hvad med dig, vil du dukke dig? 
For nogle måneder siden blev jeg præsenteret for en øvelse som jeg bruger næsten dagligt, og jeg vil gerne invitere alle til at kopiere den. Lav en ”Taknemmelighedsdagbog” eller et værdsættelses-word-dokument på din computer og brug 3 minutter hver aften på at skrive de ting ned der går godt i dit liv lige nu, eller de ting du værdsætter i dit liv lige nu. Sæt et æggeur og hav disciplin. skriv i alle de 3 minutter, om det så bare er volapyk du skriver, træn dig selv, brug det som investering i din personlige udvikling (det er endda gratis) og begynd at lede efter hvad der går godt lige nu, frem for hvad der går dårligt.

Og jeg lægger ud:
Det der går godt i mit liv lige nu:
Jeg er glad og taknemmelig fordi jeg har fået min drøm til at gå i opfyldelse, jeg har turdet investere i mig selv og min fremtid og det udbytte jeg har fået ud af det kan ikke gøres op i penge. Jeg har mødt de allermest fantastiske mennesker på min coachuddannelse. De mennesker jeg har lært at kende på skolen, har inspireret mig, rørt mig, båret mig, støttet mig og løftet mig, og allervigtigst, jeg har turdet lukke dem ind. Jeg har turdet lade dem være der for mig. Jeg er blevet meget mere bevidst om mig selv, min sårbarhed, min frygt og min glæde, og bevidstheden har åbnet dørene til nogle muligheder jeg ikke anede eksisterende. Det lyder overdrevet og vildt og fantastisk, det er det også. Jeg er lykkelig, men jeg er også sej. 3 minutter 3 minutter, må ikke stoppe, hvad går mere godt, bum bum bum. Jeg har en tro på mig selv jeg aldrig har haft før. Min familie kommer til min eksamensreception, det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg har smil i mine øjne.

Tak

Klik på billedet og du bliver sendt videre til bloggen

Uddrag fra bloggen:

Kan blogging redde liv?” er et foredrag, kun for dig, der har en hjertesag, men ikke kan få den kommunikeret ud i verden. Dig der gerne vil have succes på nettet og dig der brænder for at gøre en forskel for andre mennesker. Dig der vil inspireres til at gøre en forskel og få pakket det der “jamen jeg dur jo nok ikke til noget!” og “hvem vil høre på mig” og “jeg er jo slet ikke stor nok til at gøre en forskel”

Har du en drøm i maven du endnu ikke tør gå efter?

Har du brug for hjælp til at komme ud over rampen?

Er du træt af  at føle dig iklædt en facade og faktisk være i tvivl om hvem du egentlig er?

Vil du gerne finde ind til dig selv?

Vil du gerne opdage at du er meget mere end de begrænsede billeder du render rundt med at dig selv?

Vil du gerne høre en personlig historie om en ung kvinde der for første gang i sit liv ville noget så meget, at hun var villig til at blive dømt ude af hele Danmark?

Så skal du have fingre i Anne Deppe’s bog ”Man spørger da ikke om penge på facebook?”

Bagsidetekst:

BAGSIDETEKSTEN:

“Hvor ærlig må man være på internettet? Hvor langt vil du gå for at forfølge dine inderste drømme? Må man spørge om penge på Facebook? Er du også én af dem, der prøver at være så forbandet “mindfull”, at du ikke længere tør brokke dig eller dømme andre, fordi du så havner i selvudviklings-helvede, når du dør?

Du kender det godt. Du skriver en statusopdatering efter kæresteturen til Paris, fortæller hvor lækkert det hele var dernede, og hvor fantastisk livet er. Vi gør det alle sammen. Bruger facebook til at skabe et billede af, hvem vi er. Eller rettere, hvem vi ønsker at være. Problemet er bare, at det er så nemt, og at alle gør det. Dét der er svært, er at stå ved alt dét, der ikke ser så pænt ud.

Men hvor gør vi så af al’ vores diarre, uren hud og knuste drømme? Hvor gør vi af, at vi ikke har haft sex med vores mænd i syv måneder? At vi føler os ensomme?

”Man spørger da ikke om penge på facebook?” er en hudløs ærlig beretning om at følge sine drømme, om at tage en beslutning, så stærk, at man er villig til at blive dømt ude af hele Danmark for at nå i mål. Bogen viser en anderledes måde at bruge facebook på. Bogen fortæller om livet på alle planer. Om alt det grimme, men også alt det smukke, der gemmer sig derinde, hvor det gør allermest ondt at kigge ind – nemlig dybt inde i os selv – hvor de fleste svar i virkeligheden gemmer sig.”

Jeg har været til møde idag. Et møde sammen med 10 andre kvinder, hvor der både blev luftet frustrationer, blev mundhugget og blev anklaget og peget fingre på kryds og tværs af mødelokalet.

Og det er ikke fordi det er uopdragne kvinder eller fordi vi ikke kan finde ud af at kommunikere. Det er heller ikke fordi vi havde en dårlig dag og ikke vi hinanden det bedste. Det er ganske simpelt fordi vi allesammen brænder rigtig meget for det vi var til møde om: nemlig afholdelsen af eventet “En dans på roser” – en forkælelsesdag til kræftramte kvinder og deres veninder.

Når man har noget man brænder for, så er der helt andre følelser forbundet med det, end der havde været hvis det var endnu et punkt på din to-do liste henne på arbejdet. Alle ligger frivillig arbejdskraft i projektet, og som alle mulige andre steder, opstår der misforståelser undervejs. Heldigvis er der rum til at lufte frustrationerne, og kvinderne på mødet idag var konstruktive og havde fokus på målet, nemlig at vi får skabt en fantastisk dag for de kræftramte kvinder og deres (kvindelige) pårørende.

Det er med stolthed i hjertet jeg kan fortælle at jeg er en del af dette projekt. Jeg har ved flere lejligheder haft med kræftramte kvinder at gøre, både som foredragsholder og som coach, og jeg bliver utrolig rørt over den styrke jeg møder hos disse kvinder. Det er en livsbekræftende fornøjelse at arbejde og møde kvinderne, og jeg kan slet ikke vente til eventet går i gang lige om lidt. Alle pladser er allerede booket op på den lukkede messe, men der er stadig rig mulighed for at deltage efter kl 14 på Bernstorff slot når dørerne åbnes for de kvinder der ikke har fået en plads på den lukkede messe. Så kender du en kræftramt kvinde, og har I ikke nået at tilmelde jer eventet, så kom med mandag d. 11 april kl 14-18. Eventet er top-loadet med landets bedste stylister, coaches, billedkunstnere, dansere, stemmetrænere, clairvoyanter og foredragsholdere, som alle arbejder for én ting: nemlig at give de deltagende kvinder en oplevelse for livet.

Fik jeg nævnt nogen steder at det er gratis at deltage?

Vi har oprettet en indsamling for alle der har lyst til at bakke op om eventet. Hvis du har 10 kroner eller 30.000 eller 7,86 kroner, så gå ind på din netbank når du nu alligevel sidder på nettet, og overfør beløbet til
Reg: 5042
Konto: 1216800

Du kan læse mere om indsamlingen her, Det er ikke mig der står for den, men jeg vil gøre alt hvad jeg overhovedet kan for at hjælpe med at få skrabet de 50.000 sammen vi skal bruge for at eventet løber rundt, og det starter med et indlæg her på bloggen. Er du blogger, så spred bdskabet, kan du undvære en pizzai næste uge, så sæt 53 kroner ind på kontoen, er du stenrig, så doner 50.000. Skulle det lykkes os at skaffe mere end 50.000, så går overskuddet til næste event som afholdes til efteråret.

Jeg er så taknemmelig for at jeg kan være med til at gøre en forskel for disse kvinder. Hvis det en dag bliver mig der får konstateret kræft, så håber jeg der sidder ildsjæle derude og vil gøre det samme for mig.

Tak fordi jeg er rimelig sikker på at jeg kan trække vejret i morgen
Tak fordi jeg ikke skal forholde mig til døden lige idag
Tak fordi jeg er omgivet af fantastiske mennesker der arbejder for noget der er større end dem selv og deres egen opvask
Tak fordi jeg får lov til at være en del af dette event
Tak fordi jeg har mit hår idag
Tak fordi jeg kommer tæt på det livet handler om, nemlig kærlighed!

Tak!